tirsdag den 3. juli 2012

Dagens Kunsthistorie: EN FLYGTNING FORENES MED FAMILIEN



DETTE FAMILIEPORTRÆT er udført af kunstneren John Singleton Copley i 1776/1777. Det hedder The Copley Family og forestiller ham selv og hans familie. Maleriet er 236 år gammelt, men virker stadig vedkommende.

DEN ÆLDSTE DATTER Betsy står med rank ryg forrest og ser direkte og måske en anelse trodsigt ind i øjnene på os. Til højre for hende sidder moderen, Susanna Singleton Copley, og skal til at give sønnen John Junior et knus, mens den yngre datter Mary ligger og slanger sig på en sofa. Til venstre for Betsy sidder John Singleton Copleys svigerfar med den yngste datter Susanna på skødet. Hun forsøger at fange sin morfars opmærksomhed med en rangle. Bag svigerfaderen sidder maleren selv. Han har lige løftet blikket fra sine skitser og ser direkte ud på os.

SER MAN BORT FRA TØJET og omgivelserne er det en meget moderne skildring af en livlig børnefamilie. Billedet viser ikke børn, der opfører sig som små voksne og sidder stille og ses men ikke høres. Det er livlige børn, der leger med legetøjet på gulvet i det ene hjørne, når de ikke lige skal portrætteres. Der er lyd på dette maleri: snak, pludren, grin og kærlige formaninger.

HVOR PUDSIGT at det er et maleri. Det øjeblik der er gengivet her, har det taget kunstneren et år at frembringe. Motivet egner sig SÅ godt til fotografi. Men indlejret i maleriet er selvfølgelig også en mængde symboler, der især betød noget for datidens beskuere. Interieur-delen (tæppe, møbler og draperi) viser at det er en civiliseret familie med en passende opførsel, og baggrundens voldsomme natur symboliserer at der er tale om en familie med en medfødt naturlighed - helt efter tidens Rousseauske forskrifter. Idag kunne man også tillægge baggrunden den betydning, at familien har sine rødder i den amerikanske natur, der på det tidspunkt stadig havde store uberørte naturområder.

MALERIET er malet i London, men hænger til daglig på National Gallery of Art i Washington. Det skyldes, at John Singleton Copley regnes for en af de tidligste portræt- og historiemalere i den amerikanske kunsthistorie. Han var født i Boston Massachusetts 3. juli 1738, men blev opfordret til at foretage en studierejse til Europa for at videreudvikle sin kunst. I 1774 forlod han familien og rejste først til England og derefter til Italien.

INTENTIONEN var, at det skulle være tidsbegrænset ophold i Europa, men borgerkrigen brød ud i USA og han kunne ikke rejse tilbage. Heldigvis lykkedes det for hans familie at forlade USA og i 1775 blev de atter forenet i London. Maleriet er en fejring af, at de endelig er samlet. John Singleton Copley kom aldrig hjem til USA igen. Han dør i London i 1815.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar