onsdag den 28. september 2016

DIREKTØREN PÅ GLYPTOTEKET STOPPER

Frédéric Bazille (1841-1870): Family Reunion also called Family Portraits (1867), olie på lærred, 152x230cm,
© RMN-Grand Palais (Musée d'Orsay) / Hervé Lewandowski
GLYPTOTEKETS DIREKTØR FLEMMING FRIBORG stopper efter 15 år. Friborg skal istedet lede et forskningsprojekt om fransk kunst i perioden 1875-1915. Forskningsområdet hedder "Radical Impressionism? The invention of Modern Art". Det lyder super spændende, og alle os Impressionisme og Postimpressionisme-afficionados kan da kun glæde os til at se og læse resultatet, der forventes om ca. fire år.
Camilla Pissarro (1830-1903): The Effect Of Snow, Sunset, Eragny (1895), olie på lærred. Privatsamling.
FOR HVAD ER EGENTLIG  RADIKAL IMPRESSIONISME? 'Radikal' betyder i denne sammenhæng yderligtgående, ekstrem og/eller rabiat. Var det de kunstnere der tog kampen op med akademikunsten, der var mest yderliggtgående? Var det de få der gjorde banebrydende nyt eller var det hele gruppen? Var det de kunstnere der udfordrede sig selv, eller dem der udfordrede omgivelserne?
Mary Cassatt(1844-1926): In the box 
VAR PISSARRO en repræsentant for de radikale eller var Cassatt? Var Monet eller var Morisot? Og hvad med Manet, der ikke ville kaldes impressionist, Caillebotte som man længe troede blot var en mæcen og Bazille, der døde før impressionismen blev opfundet? Der er så mange spørgsmål og det vil være berigende, hvis disse bliver klarlagt.
Gustave Caillebotte(1848-1894): Sur le Pont de l'Europe (1876-77). Olie på lærred, 105,7x130,8 cm. Kimbell art Museum.
MEN DET HELT STORE SPØRGSMÅL ER om de med radikal mener det der var ekstremt dengang, eller det vi idag opfatter som ekstremt! Og bagved ligger selvfølgelig spørgsmålet om hvem der bliver den nye direktør på Glyptoteket!

Læs pressemeddelelsen fra Glyptoteket her

3 PÅ STRIBE: DEGAS - TOULOSE-LAUTREC - JEAN BERAUD

NOGEN GANGE SKER DET, AT MAN OPDAGER ET MOTIV SOM FLERE KUNSTNERE BENYTTER. ER DET INSPIRATION, EPIGONERI, EN TREND I TIDEN, EN KOMMENTAR ELLER TYVERI? 

BEDØM SELV DISSE TRE MALERIER AF ABSINTHDRIKKERE, MALET AF TRE FRANSKE KUNSTNERE MELLEM 1876 OG 1908:
Edgar Degas (1834-1917): Absint (1876), olie på lærred. 92x68 cm. Musée d'Orsay, Paris.
Henri de Toulouse-Lautrec (1864-1901): De sidste smuler (i restauranten La Mie) (1891). Olie på pap. 68x53.5 cm. Museum of fine arts Boston.
Jean Beraud (1849-1935): The Drinkers (1908), olie på træplade, 45,7x36,8cm. Privat samling.

tirsdag den 27. september 2016

EDGAR DEGAS CIRKUSBILLEDE

Edgar Degas: Miss La La at the Cirque Fernando (1879). Oil on canvas, 117,2x77,5 cm. The National Gallery, London
HILAIRE GERMAIN EDGAR DEGAS (1834-1917), kendt som kunstneren Edgar Degas, udførte en serie tegninger i Cirque Fernando i Januar 1879. Disse tegninger kulminerede i dette (se ovenfor) oliemaleri af cirkusartisten Lala Kaira født Anna Olga Albertina Brown i 1858 - og kendt som akrobaten Miss La La - i færd med udførelsen af sit sensationelle nummer under kuplen i Cirkus Fernando i Paris.

DEGAS HAR VALGT EN SYNSVINKEL som giver beskueren en fornemmelse af at sidde i cirkusteltet og se op på akrobaten i det dramatiske øjeblik, hvor hun er igang. Han skildrer et koncentrationsfuldt nu hvor figuren ses i en fængslende position, og hvor publikum - måske med hjertebanken - tænker, vil det lykkes for hende. Det er øjeblikket før udløsning, lettelse og bifald.

IDAG ER DET 182 ÅR SIDEN at denne impressionistiske kunstner blev født. Til næste år er det hundrede år siden, at han døde. Hans motiver var ikke naturen eller landskabet, men kroppen. Han studerede kroppe i alle afskygninger, belysninger, forkortelser og forvrængninger. Han studerede både menneskekroppe og hestekroppe. Han tegnede konstant, malede, var optaget af grafik (inspireret af de japanske træsnit) og formede skulpturer. 

HAN BLEV ET FORBILLEDE for blandt andre Henri de Toulouse-Lautrec. Han var ven med Camille Pissarro (1830-1903), Mary Cassatt (1844-1926) og Gustave Caillebotte (1848-1894). Maleriet af Miss Lala i Cirkus Fernando blev udstillet på den fjerde impressionisme-udstilling i Paris i 1879. 

torsdag den 22. september 2016

MARY CASSATTS GRAFIK

Edgar Degas: Mary Cassatt på Louvre: i Malerisamlingen (1879-80).
HAR DU ALTID DRØMT OM AT EJE DIN EGEN MARY CASSATT? Så er idag din lykkedag, for idag, torsdag den 22. september 2016, swinger auktionshuset Swann Auction Galleries hammeren over grafik fra det 19. og 20. århundrede - og heriblandt værker af Mary Cassatt (1844-1926).
Mary Cassatt: Brevet (1891)
MARY CASSATTS GRAFIK er ret enestående. Det er oftest intime scener, der forestiller kvinder alene eller kvinder med børn. Kompositionerne er yderst forenklede, men synsvinkler og beskæringer er overraskende og dristig for periodens grafik. Desuden er hendes eksperimenter med farvelagene ret original.

I 1890 besøgte Mary Cassatt og vennen Edgar Degas (1834-1917) sammen en udstilling med japanske træsnit. Det var ikke enestående at de gik på udstillinger sammen. De var begge kunstnere, de havde samme interesser og de var venner. Den gang hørte det sig ikke til at respektable kvinder kom og 'hang ud' på cafeerne, hvor de mandlige kunstnere mødtes, Men de kunne gå ture sammen og gå på udstillinger sammen.
Kitagawa Utamaro: Kvinde der skriver et brev
MEN DEN JAPANSKE UDSTILLING var noget helt særligt. Her så de træsnit af Kitagawa Utamaro (1753-1896) for første gang. Det gjorde et dybt indtryk på dem, og påvirkede Cassatts grafiske virke herefter. Det påvirkede hende faktisk så meget, at man måske i vore dage ville tale om lidt mere end inspiration.

DEGAS OG CASSATT GIK EN DEL PÅ UDSTILLINGER SAMMEN, ved vi, for han udførte flere tegninger af hende med udgangspunkt i deres fælles besøg på Louvre. De havde sammen med Camilla Pissarro (1830-1903) planer om at udgive et magasin med og om kunstnergrafik. Det blev aldrig til noget. Det blev deres grafik til gengæld. Og den kan blive din - idag - hvis du har mellem 40.000 og 60.000 dollars.Og hvis du er hurtigt!
Edgar Degas: Mary Cassatt på Louvre: I den etruskiske samling (1879-80).



søndag den 18. september 2016

MARY CASSATT: OM AT SE OG AT BLIVE SET

Mary Cassatt: Theater (1879), pastel. Philadelphia museum of art.
KVINDEN LÆNER SIG LIDT FOROVER. Hun sidder i eller står på en rød velour-klædt teaterbalkon. Hun er klædt i en gul jakke med hvid kravekant. Hendes rødbrune hår er sat op med gul-rød pynt. Hun holder en smukt udsmykket vifte i sin hvide handskebeklædte hånd. Viften dækker en del af hendes ansigt, men vi kan alligevel ikke se hende, fordi hun står halvt med ryggen til os. Hun ser på scenen eller ud over publikum i salen. Bag hende kan vi se balkonrækkerne på den modsatte side.

DEN AMERIKANSKE IMPRESSIONIST MARY CASSATT (1844-1926) udførte omkring slutningen af 1870erne og begyndelsen af 1880erne en række malerier og pasteller med motiver fra teatret og operaen i Paris. Motivet er ikke usædvanligt blandt impressionisterne, der netop fokuserede på de lettere del af tilværelsen. Datidens underholdningsbranche var storleverandør af inspiration for impressionismens kunstnere. Edouard Manet maler Baren i Folies Bergere (1882), Pierre-Auguste Renoir maler Bal på Moulin de la Galette (1876). og Edgar Degas maler balletpigerne både bagved og på scenen i bl.a. Stjernen (1876).
Pierre-Auguste Renoir (1841-1919), La Loge (Theatre box), 1874, The Courtauld Gallery. 
Mary Cassatt: The Loge, (1882). Olie på lærred. Fra Chester Dale Collection.
MARY CASSATTs motiver har det tilfælles med kollegernes motiver, at de viser livet i storbyen, de viser borgerskabets forlystelsesliv - og de viser kvinder. Men de er alligevel anderledes, for hovedpersonerne hos Cassatt er nogle andre kvinder: Borgerskabets kvinder. I  de fleste af teater- billederne ser man centralt en eller flere kvinder fint klædt og pyntede i en rød plydsklædt teaterloge. Men man ser aldrig en mand.
Mary Cassatt: Woman with a Pearl Necklace in a Loge (1879). Olie på lærred, 81 x 60 cm. Fra Philadelphia Museum of Art.
I MALERIET KVINDE MED EN PERLEHALSKÆDE I EN LOGE ses en ung kvinde siddende på en rød sofa i en loge. Bag hende er et spejl, så man kan se hendes nakke, ryg og skulder. Men hvad vigtigere er, man kan i spejlet se det hun sidder og betragter: de andre loger, hvor der sidder gæster med teaterkikkerter og betragter hende.
Mary Cassatt: At the Theater (1878-79). Private Collection
DET KVINDELIGE PUBLIKUM som Cassatt skildrer befinder sig i et offentligt rum, hvor det er tilladt for ærbare kvinder at være - og at være alene/ selvstændige. Officielt for at se udfoldelserne på scenen - uofficielt for at se på publikum. Nå den store lysekrone blev hævet, skulle der være ro blandt publikum for så begyndte aktiviteterne på scenen. Men når lysekronen blev sænket, så kunne publikum se på hinanden og udvekslingen af blikke begyndte.


MAN SKAL VÆRE AF SIN TID skrev digteren Baudelaire om (og til) datidens kunstnere. Og Mary Cassatts malerier var netop af deres tid. Hun skildrede ikke dét der foregik på scenen, men det der foregik i teatret blandt publikum. Dét der var virkelig interessant. Dét der skete i et flygtigt øjeblik - udvekslingen af blikke. Det handlede om at blive set og at se. Netop derfor er Cassatts serie fra teatret dristigere end kollegernes (sammenlign selv med Renoirs maleri fra teatret ovenfor), mere moderne samt vedkommende selv idag.

Mary Cassatt:In the Loge (1880)

IS IT ENOUGH TO WANT SOMETHING PASSIONATELY?

Is it enough to want something passionately? The Good Jockey.
TITLEN PÅ DETTE BILLEDE er et godt spørgsmål at starte en mandag morgen med. Er det nok at ønske sig noget lidenskabeligt? Billedet viser en jockey på sin hest enten på vej mod eller på vej fra en konkurrence. hest og rytter føres gennem græsset til eller fra banen. Den kasketklædte jockey ser målbevidst (eller skumlende) frem for sig. Han holder den ene hånd i siden. Foran ham rider en anden jockey. 

TOULOUSE-LAUTREC HAR FANGET DET ØJEBLIK, hvor intet er afgjort eller bestemt endnu. Det er det jeblik, hvor spørgsmålet er om rytterens egen vilje er nok til at bringe ham - og de der har satset på ham - en sejr. Der er en bevægelse i billedet, men det er ikke den, kunstneren er optaget af. Der er også lys i billedet, men det er heller ikke det han fokuserer på. Det er fortællingen om rytterens vilje og psyke, der optager Toulose-Lautrec.

Samling af jægere, 1879
HENRI TOULUSE-LAUTREC (1864-1901) er især kendt for sine stemningsfulde fremstillinger af det parisiske natteliv i slutningen af det 19. århundrede. Men Toulouse-Lautrec havde en anden interesse, der er mindst lige så interessant. Han var optaget af heste. Heste er et motiv der går igen i hele hans æuvre fra den tidlige lidt mere impressionistiske gengivelse af omgivelserne, til de senere karakteristiske  nærmeste karikerede fortællinger.

HESTE VAR DATIDENS BILER, og en vigtig del af samfundet, så det er ikke underligt at han var fascineret af hestekræfter og tegnede og malede dette motiv igen og igen og igen. Det er heste som transport middel, heste til krig, til sport, til jagt og til socialt samvær. Det er stærke, smukke og veltrænede heste. De er fysisk perfekte, værdifulde samt statussymboler. I sine heste-billeder portrætterer Toulouse-Lautrec La Belle Epoque - verden af igår!


HER ER ET UDVALG af Toulouse-Lautrecs (overraskende) mange hestemotiver:

Greve Alphonce Toulouse-Lautrec kører en firespandsvogn, 1881.
Den engelske vogn, 1897.

Hestekamp, 1881.
Promenade Anglais i Nice, 1880.
Soldat sadler sin hest, 1879.
Souvenir fra Auteuil, 1881.
Tøjret hest, 1878.
Morgengry, 1895.
Cuirassier, 1881.

The team, 1881.
Hest og rytter med lille hund, 1879.
Cirque Fernando. Rytter på en hvid hest, 1888.
Napoléon, 1896.

søndag den 4. september 2016

ENDNU MER CAILLEBOTTE: DE SLAGTEDE KROPPE I KUNSTEN

Gustave Caillebotte: Slagtet Kalv (ca. 1882)
DA JEG SÅ GUSTAVE CAILLEBOTTES SLAGTEDE KALVEKROP FØRSTE GANG, troede jeg at der var sket en fejl. At maleriet var blevet tilskrevet Caillebotte (1848-1894), men i virkeligheden var malet af Francis Bacon. (Læs mere om Caillebottes slagtede dyrekroppe her).
Francis Bacon: Studier til Korsfæstelse, 1962.
JEG VED IKKE, om Bacon nogensinde har set Caillebottes malerier. Men hvis han har, har Bacon brugt de slagtede kroppe til at fortælle en historie om det korsfæstede individ, om lidelse og den svære eksistens. En fortælling om at være menneske i det 20. århundrede.
John Deakin: Francis Bacon (1952)
VED EN HURTIG UNDERSØGELSE AF SLAGTEDE DYREKROPPE I KUNSTEN blev det tydeligt at hverken Caillebotte eller Bacon har patent på dette motiv.

DEN NEDERLANDSKE KUNSTNER Pieter Aertsen (1508-1575) malede maleri A Meat Stall with the Holy Family Giving Alms  i 1551. Motivet er religiøst med den flygtende familie, men det der fylder mest på lærredet er en markedsbod fyldt med kød, der ikke umiddelbart har nogen sammenhæng med det religiøse motiv. Markedsboden og kødet henviser til hverdagsliv og overflødighed. Her er alle former for kød og dyr.  
Pieter Aertsen: A Meat Stall with the Holy Family Giving Alms (1551)
Rembrandt van Rijn: Slagtet okse (1655)
REMBRANDT VAN RIJN (1606-1659) malede også slagtede dyr. Hans slagtede okse fra 1655 er ophængt som motiv isoleret fra andre genstande. Den ophængte dyrekrop minder nærmest om en menneskekrop. Lyset er ikke skarpt, og man ser ikke tydeligt dyrekroppen eller rummet den hænger i. Det meste af billedet ligger i skygge.
Lovis Corinth: Slagtet okse (1905)
LOVIS CORINTH (1858-1925) var optaget af kroppen og af kød, og malede både mennesker og dyr. Slagterbutikker og slagtehaller lagde ofte motiver til hans værker. Dette maleri fra 1905 er fra en slagtehal - og minder en hel del om Rembrandts. Blot er kvinden i baggrunden en indikation på at denne dyrekrop hænger i en slagtehal, hvor dyr på samlebånd sprættes op, og blodet sprøjter.

TIL SAMMENLIGNING ER CAILLEBOTTES SLAGTEDE KALV (se billedet øverst) nærmest komisk pyntet og pertentligt ophængt, og detaljeret skildret. Der er ingen lidelse, intet blod, snavs, mørke eller hårdt arbejde. Baggrunden er delt af det hvide gardin på gardin stang og bagved/ ovenover den røde træskodde. En smal sort kant i venstre side, formentlig vinduesrammen, indikerer et lidt skævt perspektiv. Kroppen hænger på en træbøjle, der er ophængt i en jernring. Kroppen er pyntet med både en guirlande og en rose. 

HVIS GUSTAVE CAILLEBOTTES slagtede kalv fortæller noget om at være menneske i det 19. århundrede (som Bacon i det 20. årh.), fortæller den om et fokus på nydelse og ikke lidelse. Butikkernes varer stilles op, så de frister den forbipasserende. Det er reklamen, Caillebotte her har malet. Og det er en reklame, der stadig bruges og stadig virker i det 21. århundrede. Idag hedder den forbipasserende ikke en flanør, men en turist. Og dem er der mange af i Paris!


Læs mere om Caillebotte her.

MER GUSTAVE CAILLEBOTTE: DE SLAGTEDE DYR

Gustave Caillebotte: Slagtet kalv, ca. 1882.
HAR MAN BOET I PARIS og spadseret på Rue Saint Antoine i efterårs- og vintermånederne, har man også oplevet, hvordan slagtede dyr og fjerkræ hænger på rækker og sammen med duften af de stegte dyr frister de forbipasserende. For nogen er det væmmeligt at se på og især lugte til. For andre er det en nydelse.

GUSTAVE CAILLEBOTTEs æuvre er fyldt med overraskelser. Omkring 1882 malede han netop en række billeder af døde dyr fra Paris's slagterbutikker. Det er ikke et motiv, der umiddelbart virker typisk for tiden, typisk impressionistisk eller typisk for Caillebotte. Det er et motiv, der kunne fokusere på lidelse, blod, snavs, mørke eller hårdt arbejde. Istedet er det en meget detaljeret og pertentligt fremstillet samt nærmest komisk pyntet dyrekrop, vi præsenteres for. Baggrunden er delt af det hvide gardin der hænger på den vertikale gardinstang og bagved/ ovenover ses en rød træskodde. En smal sort kant i venstre side, formentlig vinduesrammen, indikerer et lidt skævt perspektiv. Kroppen hænger på en træbøjle, der er ophængt i en jernring. Kroppen er pyntet med både en guirlande og en rose. Det er vanskeligt at afgøre, om vi er indenfor eller udenfor. Begge dele er vel muligt. Men vi er i eller udenfor en butik.

PÅ TRODS AF DET SENESTE ÅRTIs  store opdagelse af ham og de mange store udstillinger, ved man stadig så lidt om Gustave Caillebotte (1848-1894), at man ikke med sikkerhed kan sige, hvorfor han malede de døde dyr. Men der er selvfølgelig mange teorier.

EN AF TEORIERNE GÅR UD PÅ, at Caillebotte og hans impressionistiske venner gang på gang var blevet afvist på den store årlige anerkendte udstilling Salonen, hvor malerierne hang tæt som fluer på et fluepapir, og at Caillebotte med de livsforladte ophængte dyr gjorde grin med den 'livsforladte' ophængte kunst på Salonen. Men eftersom Caillebotte malede flere af disse motiver, synes jeg faktisk at det er at forklejne hans virke, at reducere dette motivvalg til at ville gøre nar af en gammeldags udstillingsform.
Gustave Caillebotte: Slagtede kyllinger, fasaner og harer, ca 1882.
FRA KUNSTHISTORIEN kender vi til denne fascination af opstillinger med døde dyr, eksempelvis fra nederlandske malerier i 1500 og 1600-tallet. Netop Pieter Aertsen og Rembrandt kan have inspireret Caillebotte. Deres opstillinger refererede både til bibelhistorien og til livets cyclus. En teori går ud på, at Caillebotte benyttede disse motiver, fordi han personligt var meget optaget af livets afslutning, og overbevist om at han selv ville dø tidligt som sin storebror René, der kun blev 25 år.
Gustave Caillebotte: Slagtet kalv, ca 1882.
EN TREDIE TEORI GÅR UD PÅ at Caillebotte i de døde dyr så en sammenhæng med menneskekroppen, og at han opfattede de døde dyrekroppe som billeder på nattelivets tilbud og salg af kroppe. Der er ingen tvivl om, at han var optaget af kroppe, og kroppens bevægelse, som man ser i Parketsliberne (1875), i svømme- og romotiverne, og i nøgenbillederne af både kvinder og mænd. Men at lægge en læsning ind over disse billeder og forbinde dem med seksualitet, er måske at gå lidt for langt. Der er teorier om, at Caillebotte var homoseksuel, og måske ønsker man at forbinde alle motiverne til dette, men dermed mener jeg, at man glemmer måske at se på malerierne selv.

DE ER EGENTLIG IKKE SÆRLIGT IMPRESSIONISTISKE disse motiver. De viser ikke en lysets opløsning af motivet, ej heller en lysets refleksion i motivet. Der er ingen lethed, ingen atmosfære malet ind i dem. De er snarere nøgterne observationer. Lidt på samme måde som i Caillebottes maleri Paris gader. Regnfuld dag (1877) - Tilsyneladende en registrering af et øjeblik på en våd gade i en regnfuld dag i Paris.

DET HER MED AT REGISTRERE, at opleve og at observere øjeblikket er en central del af Caillebottes virke som maler. Han var en flanør, en person der slentrer gennem byen og oplever den. Digteren Charles Baudelaire gjorde flanøren til impressionisternes protagonist og ideal. Flanøren behøvede ikke at arbejde, og skulle derfor ikke haste fra det ene sted i byen til det andet. Han kunne tage den med ro og virkelig nyde byens virvar af visuelle indtryk, som eksempelvis de slagtede dyrekroppe, og registrere dem.
PERSPEKTIVET i Caillebottes motiver er oftest netop flanørens: Han ser en mand, der ser over en balkon, han ser folk på gaden, han ser ned på et træ, han ser gennem en dør, han ser gennem et vindue, han ser over et rækværk, han ser varerne i butikkerne og på markedet. Og dermed er Caillebottes motiver med de slagtede dyrekroppe indbegrebet af impressionismen.